Taktil- sanselige objekter til plejehjemsbeboere med demens
Plejehjemsbeboere vil opnå øget velvære, trivsel og tryghed i hverdagen, hvis de har adgang til taktile- sansestimulerende objekter, som altid er tilgængelige i plejehjemmets indretning og miljø. Beboerne skal dog have frihed til selv at opsøge eller afvise stimuli efter behov.
Forskning viser, at taktile sanseobjekter med poetisk præg og stoflighed kan have en beroligende effekt på mennesker i al almindelighed - men især på demente. Når man glemmer, så husker kroppen, idet følesansen er den ældste sans af dem alle!
Den fornemmeste opgave er at styrke relationen mellem plejehjemsbeboere, deres pårørende og fagpersonalet via taktile objekter. Ved at bringe disse sanselige objekter i spil, har mennesker med demens mulighed for at mindes og opleve ro i hverdagen. Med blot 20 minutters berøring med hænderne kan man opnå to timers ro i kroppen og i sindet.
Det kan godt være demens er en tilstand, hvor mentale færdigheder svækkes pga. sygdom, MEN i processen kan man sagtens gøre livet lidt sjovere og mere meningsfuldt for den enkelte med taktil-sanseobjekter - man skal gribe for at begribe!